Pensionsvejledning 1 - Flipbook - Page 38
Industriens Pension: Pensionsvejledning
På denne måde varetages dine interesser i forhold til et produktudbud, der passer til dig, som
er ansat i industrien. Samtidig sikres det, at du betaler lave administrationsomkostninger, der
afspejler, at du er en del af et fællesskab, hvor intet overskud skal udbetales til andre end dig.
Parterne har derfor i ’Protokollat om Pensionsoverførsel’ i Industriens Organisationsaftaler
2023-2025, Protokollat – Diverse aftaler om pensionsmæssige forhold mv. bestemt, at der
mellem overenskomstparterne er enighed om, at når en arbejdsmarkedspensionsordning eller
en firmapensionsordning bliver overført til en anden pensionsordning ved jobskifte, kan der
kun ske overførsel til en anden obligatorisk pensionsordning, fx overenskomstbaserede eller
firmapensionsordninger, der ikke er oprettet individuelt af den enkelte person, og hvor pensionsordningen normalt ikke kan tilbagekøbes, så midlerne bliver i en pensionsordning. Der kan
dog ske overførsel til en privat ordning, hvis medlemmet er blevet selvstændig erhvervsdrivende og de sidste 12 måneder forud for overførslen ikke har haft arbejdsmarkedsbidragspligtig lønmodtagerindtægt på mere end 60.000 kr.
Overenskomstparterne vil med andre ord gerne have størst mulig sikkerhed for, at du som lønmodtager får en god økonomisk alderdom med livslang forsørgelse efter pensionering for de
pensionsbidrag, der i overensstemmelse med overenskomsten er indbetalt gennem dit arbejdsliv.
Hvis du bliver selvstændig, har overenskomstparterne bestemt, at du skal have mulighed for at
tage din pensionsopsparing med dig både til en anden obligatorisk ordning og til en privat oprettet pensionsordning. Hvis du har en virksomhed, hvor du selv er ansat og får udbetalt løn,
kan du oprette en obligatorisk ordning for de ansatte på virksomheden, herunder dig selv, og
overføre til den. Hvis du ikke får udbetalt løn, kan du overføre til en privat pensionsordning eller til Pension for Selvstændige. Det er i det tilfælde et krav, at du ikke har haft en arbejdsmarkedsbidrags-pligtig lønmodtagerindtægt på mere end 60.000 kr. det seneste år. Du skal kunne
dokumentere, at betingelsen er opfyldt, og at du reelt bliver selvstændig. Hvis du gerne vil
tage din pensionsopsparing med til et andet pensionsselskab, kan vi bede dit nye selskab om
at dokumentere, at betingelserne ovenfor er overholdt.
Det kan ofte være en fordel at samle din pensionsopsparing ét sted, når der er tale om en anden obligatorisk pensionsordning, fordi du kan spare administrationsomkostninger. Det er dog
vigtigt, at du er opmærksom på, om du mister forsikringsdækninger, når du overfører.
Vi anbefaler derfor, at du ringer til os for yderligere vejledning, inden du beslutter at overføre
din pensionsopsparing, især hvis du er syg, eller dit helbred har ændret sig, siden du kom med
i ordningen. I industriens Pension har de fleste en dækning ved tab af erhvervsevne, som ikke
er betinget af, at man er berettiget til offentlig førtidspension.
Hvis der er en klausul på den ene opsparing, så kommer den til at gælde for hele opsparingen, hvis du samler pensionen, så opsparingerne bliver blandet sammen. En klausul kan fx
være en bestemmelse om, at du ikke kan få udbetalt pengene, før du går på pension, medmindre du udvandrer fra Danmark.
Du bør kontakte dit nye pensionsselskab for at få vejledning om de pensioner, som du får ret
til i den nye pensionsordning. Overførslen sker efter de regler, som Industriens Pension har
anmeldt til Finanstilsynet.
Du kan kun overføre den obligatoriske del af pensionsordningen i forbindelse med, at du skifter job eller bliver selvstændig erhvervsdrivende.
Når du er begyndt at få udbetalt livslang pension eller ratepension fra den obligatoriske del af
pensionsordningen, kan værdien af pensionsordningen ikke overføres til et andet pensionsselskab. Du kan heller ikke få overført andre pensionsordninger til den obligatoriske del af pensionsordningen. På dette tidspunkt sørger vi for, at din pensionsordning fortsat administreres
omkostningseffektivt og afspejler, at du er en del af et fællesskab, hvor intet overskud skal udbetales til andre end dig.
38