Erklæring om investeringsbeslutningers vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer (PAI) juni 2024 - Flipbook - Side 17
Eksterne forvaltere evalueres løbende i forhold til deres indsats og udvikling på området for ansvarlige investeringer, herunder negative bæredygtighedsindvirkninger. Det er endnu vanskeligt at identificere negative bæredygtighedsvirkninger for unoterede fonde, hvor grundlaget for bæredygtighedsdata
er mindre. For disse investeringer tages hensyn til negative bæredygtighedsindvirkninger på baggrund af den due diligence, der sker forud for investeringen. Hvis der identificeres negative bæredygtighedsvirkninger i investeringens levetid, søger Industriens Pension at mitigere virkningen gennem aktivt
ejerskab. Hensynet prioriteres i forhold til væsentligheden og investeringens størrelse. Når Industriens Pension ejer infrastruktur eller ejendomme direkte,
er negative bæredygtighedsvirkninger en integreret del af både due diligence og det efterfølgende aktive ejerskab.
Arbejdet med at integrere hensyn til negative bæredygtighedsvirkninger ved investeringerne vil løbende udvikles og styrkes i takt med, at der findes
yderligere og bedre data for de forskellige aktivklasser. Bæredygtighedsdata for investeringer er fortsat under udvikling, og kvaliteten af eksisterende
data kan variere. Industriens Pension arbejder løbende med at styrke indsamling af data, ligesom der er fokus på at øge kvaliteten af den eksisterende
data. Det gøres løbende ved at evaluere dataleverandører og gå i dialog med de investeringsmodtagne virksomheder og forvalterne omkring deres
rapporteringer.
Politikker for aktivt ejerskab
Industriens Pensions aktive ejerskab udøves i henhold til Industriens Pensions Politik for bæredygtighed og aktivt ejerskab i investeringerne. Målet med
det aktive ejerskab er at understøtte en bæredygtig udvikling, der styrker virksomhederne og dermed øger den langsigtede værdi af investeringerne.
Som aktiv investor har Industriens Pensions forvaltere løbende dialog med porteføljevirksomhederne. Derudover har Industriens Pension via den eksterne samarbejdspartner, EOS at Federated Hermes, fokuseret dialog om konkrete problemstillinger med udvalgte selskaber i porteføljen. Disse dialoger
sker sammen med andre ligesindede investorer. Industriens Pension stemmer så vidt muligt på generalforsamlinger i børsnoterede porteføljevirksomheder, hvor Industriens Pension har stemmeret. Stemmerne afgives i overensstemmelse med Industriens Pensions principper for ansvarlighed og bæredygtighed, jf. politikken.
Industriens Pensions Politik for bæredygtighed og aktivt ejerskab i investeringerne indeholder en række principper for miljø og klimaforhold, sociale
forhold og selskabsledelse. Brud på disse principper kan give udslag i indikatorerne for de vigtigste negative bæredygtighedsvirkninger. Målet med det
aktive ejerskab er at få virksomhederne i porteføljen til at agere i overensstemmelse med politikkens principper, hvilket vil mindske de negative bæredygtighedsvirkninger. Der er særligt fokus på indikatorerne for drivhusgasemissioner (indikator 1-6 og frivillig indikator 4), som forsøges nedbragt gennem aktivt ejerskab med porteføljevirksomheder med høje emissioner. Industriens Pension er i dialog med disse selskaber bl.a. om at tilpasse deres
forretningsstrategi, så den er i overensstemmelse med målsætningerne i Parisaftalen. Industriens Pension stemmer også på virksomhedernes generalforsamlinger for at fremme klimahensyn. Et andet fokusområde er overholdelse FN’s Global Compact-principper og OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder, som afspejles i indikator 10. Hvis en porteføljevirksomhed bryder med disse principper og retningslinjer, vil Industriens Pension forsøge at gå i dialog med den pågældende virksomhed om at ændre den uønskede adfærd. Industriens Pension vil som udgangspunkt altid forsøge at
gøre sin indflydelse gældende gennem aktivt ejerskab og gerne i samarbejde med ligesindede investorer for på den måde at øge indflydelsen over for
virksomheden. Eksklusion anses som sidste udvej, når en ønsket adfærdsændring ikke har været opnåelig gennem aktivt ejerskab.
17